VI ER MED I BUDGETRFORLIGET FOR 2025 I GULDBORGSUND KOMMUNE.
Budgettet er på plads, og vi er glade for at vi igen sætter flere konservative aftryk på kommunens økonomi.
18% af vores elever kommer ud af folkeskolen uden 02 i dansk og matematik, og det vil vi gerne gøre bedre. Vi skal give vores børn og unge de bedste forudsætninger for at kunne få en uddannelse. Det er til gavn for vores kommune og vores erhvervsliv.
Derfor afsætter vi 20 mio. kr. årligt til et løft af vores folkeskoler, så flere elever kommer ud af skolen med de fornødne karakterer til at kunne søge ind på en ungdomsuddannelse.
Vi skal se mennesket før vi ser systemet, og vores indsatser skal tilrettelægges ud fra det enkelte menneske. Derfor afsætter vi penge til en pulje i vores ældrepleje, hvor der bliver mulighed for se den enkelte borger og tænke nyt. Vi skal passe godt på vores ældre, og ikke alle er ens.
Vi ruller besparelser tilbage på vores ældreområde, da vi som konservative ikke kunne se meningen med dem. Det er vi glade for, da vi ønsker at sikre en god og værdig ældrepleje til vores borgere.
Der er mange gode tiltag i gang, der er med til at investere i vores sociale tilbud i kommunen, og som konservative ønsker vi at investere i vores medborgere. Derfor sætter vi penge af til at kunne dække nogle af udfordringerne vi ser på social- og beskæftigelsesområdet.
Derudover har vi besluttet at vi viderefører tilskuddet til Headspace, så vores unge fortsat kan få anonym og gratis rådgivning når livet kan være udfordrende. Det er for os vigtigt at når der kommer organisationer, som ønsker at bidrage til vores udsatte borgere, så er vi som kommune villige til at indgå partnerskaber, for at løfte vores trivsel hos vores unge borgere.
Vi tilfører midler til at øget vores erhvervsservice, så de gode tiltag som udvalgene tidligere har præsenteret, og som vi i byrådet har besluttet, bliver permanente. Vi ved at vores virksomheder rundt omkring i kommunen gør et stort stykke arbejde, og bidrager rigtig positivt til vores kommunes udvikling. Derfor er det vigtigt for os som konservative at den service vi som kommune byder vores virksomheder, bliver styrket så vi sikrer at virksomhederne får den nødvendige hjælp.
Dette er blot et lille udpluk af de mange gode resultater der er i årets budget som byrådet er blevet enige om vi skal prioritere det kommende år.
Vi er rigtig glade for resultatet der er kommet ud af forhandlingerne med de andre partier, og den konstruktive tilgang vi har mødt.
Vi vil meget gerne fortælle endnu mere om budgettet og hvad det indeholder, og det vil der for jer medlemmer være mulighed for, til næstkommende formøde forud for vores byrådsmøde.
Med venlig hilsen
Johannes Olav Kruse Kristensen
Gruppeformand og borgmesterkandidat for den konservative byrådsgruppe